Winslows gangster med det (lidt for) bløde hjerte er tilbage

Nyheder

drommenes-by_forside-1.jpg

“Danny skulle have slået dem alle sammen ihjel. Det ved han godt nu.”

Sådan begynder anden del af Don Winslows serie, angiveligt karrierens sidste, om den irske gangster Danny Ryan, hvis samvittighed (stadig) er hans største problem. Drømmenes By udkommer på HarperCollins Danmark 12. oktober.

På flugt fra mafiaen, som Danny og hans slæng har tabt en blodig bandekrig til, og FBI, der helst så Danny bag tremmer, slår Danny Ryan sig ned i Californien og håber at starte en ny, roligere tilværelse.

Men ingen kan gemme sig for evigt, Danny forelsker sig i skuespilleren Diane Carson og et filmprojekt i Hollywood om hans eget liv gør det svært for Danny at holde lav profil.

Winslow trækker på selve litteraturens ophav, nemlig de store græske tragedier, i Danny Ryan-trilogien, så det ender selvfølgelig ikke lykkeligt for Danny.

I diverse interviews har Winslow sagt, at Danny Ryan-trilogien bliver hans sidste bøger. Drømmenes by er klassisk Winslow: Gadesprog, gangsterkrig og persontegninger der opridser omkostningerne ved et liv på kant med loven, når man som Danny Ryan har en samvittighed og tror på Gud.

---

Kontakt malena.roennow@forlagetfalco.dk eller mobil: 31 16 46 47 for anmeldereksemplar, yderligere information eller interview

Relaterede billeder