På vej fra HarperCollins: Livet begynder ved 75 år
Nyheder
Livet begynder ved 75
Judy Leighs debutroman om 75-årige Evelyn Gallagher gør op med stereotypen om den søde, gamle dame, som bare sidder på et plejehjem og strikker. DAMEN SOM KØBTE EN BUS OG BARE KØRTE stiller fokus på alle de fantastiske mennesker, der lever hele livet til det fyldeste.
Evelyn Gallagher fortryder bitterligt den hurtige flytning til plejehjemmet i Dublin. Selvom hun er femoghalvfjerds og netop er blevet enke, så er hun langt fra døden nær.
En morgen, mens hele hjemmet sover, trisser Evelyn ud gennem porten for aldrig at vende tilbage. I stedet køber hun et folkevognsrugbrød og begiver sig ud på sit livs eventyr gennem Europa.
Men det er ikke alle, som synes, at store eventyr er passende for en dame i Evelyns alder – slet ikke hendes søn Brendan og hans kone Maura.
Sammen begiver de sig ud for at lede efter Evelyn og følger et spor af mystiske sms’er for at få hende hjem igen. Og da de endelig finder hende, får de sig en overraskelse.