"Oprørerne - sagaen om Talon" af Julie Kagawa (bind 2)

Pressemeddelelse

Andet bind i bestsellerforfatter Julie Kagawas fantasy-serie, der foregår i en moderne verden, hvor drager lever forklædt som mennesker. Oprørerne er en eventyrlig fortælling om venskab, forræderi og krig. Om identitet, forbudt kærlighed - og drager.

Den unge pige Ember Hill har forladt drageorganisationen Talon for at slutte sig til oprørslederen Cobalt og hans folk. Men Ember kan ikke glemme dragejægeren Garret Xavier Sebastian, der underskrev sin egen dødsdom, da han reddede hende fra en af Talons snigmordere og dermed svigtede sin mission – at udrydde hele Embers slægt.

Fast besluttet på at redde Garret fra at blive henrettet, forsøger Ember at overbevise Cobalt om, at han skal hjælpe hende med at bryde ind i Sankt Georg ordenens hovedkvarter. De har flere snigmordere efter sig, og da de opdager, at Embers bror er en af dem, indser de, at de kan bruge Garret til deres egen fordel. Han kan nemlig bidrage med et helt nyt perspektiv i krigen mellem Talon og Sankt Georg ordenen.

Men en ny sammensværgelse har set dagens lys, og hemmelighederne, som begge sider skjuler, er både chokerende og livsfarlige. Ember bliver nødt til at beslutte sig. Vil hun trække sig tilbage og vente på det rette øjeblik til at slå tilbage – eller skal hun begynde en krig?

OM FORFATTEREN:

Julie Kagawa (f. 1982) er en amerikansk forfatter, der gang på gang topper New York Times bestsellerliste med sine bøger. Hun er født i Sacramento, Californien, men flyttede til Hawaii med sin familie, da hun var ni år. I dag bor hun i Louisville, Kentucky, med sin mand. Hun debuterede i 2010 og har siden skrevet over 17 bøger, blandt andet den populære saga om Iron Fey og Blood of Eden. Første bind i Talon-serien udkom på dansk i maj 2016 og tredje bind udkommer marts 2017. Læs mere om forfatteren på www.juliekagawa.com

OM BOGEN:

Udgivelsesdato: 26. september 2016
Vejl. pris: 129,95 kr.
Original titel: Rogue
Sider: 432
Oversætter: Didde Gaardsted

Relaterede billeder