KOMMER I DAG: Netflix-serie baseret på Karin Slaughters BRUDSTYKKER

Nyheder

HVOR GODT KENDER DU EGENTLIG DINE FORÆLDRE?

Netflix er nu klar med en ny tv-serie baseret på Karin Slaughters anmelderroste thriller Brudstykker (originaltitel: Pieces of Her) fra 2018. Serien, der udkommer i dag, 4. marts 2022, består af otte afsnit og har bl.a. Emmy- og Golden Globe-vinder Toni Collette på rollelisten. Den er skabt af Charlotte Stoudt (Homeland, Fosse/Verdon) og instrueret af Minkie Spiro (Plot Against America, Dead to Me, Fosse/Verdon). Tv-serien er præget af den samme intense spænding, vi kender fra Slaughters bøger, og fokus er på komplicerede familieforhold og mørke hemmeligheder fra fortiden:

Andrea Oliver ved alt om sin mor, Laura. Hun ved, at hun altid har boet i den lille by Belle Isle. Hun ved, at hun er en respekteret og fasttømret del af samfundet. Hun ved, at hun ingen hemmeligheder har. Men så en dag ender en eftermiddagsudflugt med en voldelig episode, og pludselig ser Andrea en helt anden side af sin mor. Timer senere er Laura på hospitalet og på forsiden af alle aviser. Det går langsomt op for Andrea, at hun alligevel ikke kender sin mor så godt, som hun troede. Farerne er dog først lige begyndt, og Andrea må ud på en livstruende jagt for at finde sandheden om sin mors fortid, før det er for sent …

Karin Slaughter. Credit: Marc Brester.

Kategori

Kultur och konst