Hvidvaskningssagen bliver til international spændingsroman
De to journalistiske forfattere Peer Kaae og Per Kuskner er gået sammen og har skrevet en ny spændingsroman, der udkommer på HarperCollins til efteråret.
”Da Danske Bank-hvidvaskningen for alvor rullede i foråret, var vi – ligesom mange andre – ganske målløse over omfanget af skandalen. Hvordan kunne det ske? Hvor mange vidste om det? Og hvorfor blev der ikke grebet ind i tide? Her kan man virkelig tale om, at virkeligheden overgår fantasien med flere længder," fortæller forfatterne Per Kuskner og Peer Kaae.
Spændingsromanen er skrevet af forfatterdouen Per Kuskner og Peer Kaae, der begge har haft en journalistisk karriere igennem 30 år. Som journalist har Per Kuskner arbejdet på hhv. dagblade, ugeblade og senest som chefredaktør og ejer af egen bladudgivelse. Han har skrevet flere bøger, blandt andet bestselleren Matador, mennesker, myter & minder fra 2011, biografien om Axel Strøbye En komisk tragdie sammen med Peer Kaae, og i 2013 udgav han Morten Grunwalds erindringer over Olsen-banden Min tid i gule sokker.
Peer Kaae skrev i 2010 bestselleren Dobbeltmordet på Peter Bangsvej om danmarkshistoriens største mordgåde og har siden specialiseret sig i at skrive true crime. Udover ti bøger har han skrevet to filmmanuskripter, der er i udvikling hos Nimbus Film. Dette er hans første skønlitterære udgivelse, og rettighederne til romanen er allerede inden udgivelsen forhåndssolgt til Sverige og Finland.
”Det er vigtigt for os, at vores spændingsroman ikke bare er til det danske marked. Her har ingen flere muskler eller mere erfaring end netop HarperCollins. Vores samarbejde med forlaget har også den positive sideeffekt, at vi hver dag tvinges til at tænke internationalt,” fortæller Per Kuskner og Peer Kaae.