"Håndlangeren" af Gabriella Ullberg Westin

Pressemeddelelse

Nu udkommer andet bind i svenske Gabriella Ullberg Westins krimiserie om Mordene i Hudiksvall. Håndlangeren er en mørk fortælling inspireret af virkelige hændelser, hvor unge drenge i jagten på anerkendelse bliver rekrutteret af bander til at udføre organiseret kriminalitet. På grund af deres unge alder kan de ikke blive idømt lange fængselsstraffe.

Dagen efter sin dimissionsfest bliver den attenårige Tindra Edvinsson fundet på Köpmansberget, stukket ihjel. Mordet minder om en sag tyve år tidligere, hvor en anden ung kvinde forsvandt sporløst fra sin dimissionsfest.
Kriminalbetjenten Johan Rokka får sagen på sit bord.

Men den vækker smertefulde minder - den forsvundne kvinde fra tyve år tidligere var Rokkas kæreste Fanny. Rokka kan ikke undgå, at han sideløbende med opklaringen begynder at grave i den gamle sag. Det varer ikke længe før han er i kontakt med hårdkogte kriminelle, og pludselig står Rokka ansigt til ansigt med en person, som han helst vil glemme alt om. Men hvor langt skal han gå for at lægge sit tidligere liv bag sig?

OM FORFATTEREN:

Gabriella Ullberg Westin (f. 1973) er født og opvokset i den svenske by Hudiksvall. Hun har læst kommunikationsvidenskab på universitet i Sundsvall og tidligere arbejdet som kommunikationsansvarlig for et større teleselskab. I dag bor hun i Stockholm med sin mand, som er politimand, og deres to børn. Gabriella Ullberg Westin debuterede på HarperCollins Nordic i 2016 med krimien ENSOMmerfugl, første bind i serien om Mordene i Hudiksvall. Læs mere på www.gabriellauw.se


OM BOGEN:

Udgivelsesdato: 1. november 2016
Vejl. pris: 249,95 kr.
Original titel: Springpojken
Sider: ca. 300
Oversætter: Dorthe Klyvø

Relaterede billeder