"Barn nr. 8" af Kim van Alkemade
Kim van Alkemade debuterer med den historiske roman ”Barn nr. 8”, der handler om eksperimenterne på de jødiske børnehjem. Inspireret af virkelige begivenheder fortæller forfatteren den mørke sandhed om, hvad der egentlig fandt sted på Hebrew Orphan Asylum i New York i begyndelsen af 1900-tallet.
Året er 1919 og Rachel Rabinowitz er en livlig og glad fireårig pige, der bor i New York med sin familie. Men da familien bliver ramt af en tragedie, bliver Rachel og hendes bror sendt på børnehjem i New York, hvor dr. Mildred Solomon udfører medicinske eksperimenter på børnene. Dr. Solomon udsætter Rachel for adskillige forsøg med røntgenbehandlinger. Behandlingerne vansirer Rachel, og hun bliver mobbet og chikaneret af de andre børn på grund af sit udseende. Hun er femten år, da det lykkes hende at flygte.
Mange år senere, da Rachel har lagt sin frygtelige barndom bag sig, bliver hun tvunget til at konfrontere sin mørke fortid. Hun arbejder som sygeplejerske, da hun atter møder dr. Solomon, som nu er cancerpatient. Rachel bliver besat af tanken om at få dr. Solomon til at forstå betydningen af og betale for alle de forfærdelige ting, hun gjorde ved Rachel. Hun udsætter dr. Solomon for sine egne eksperimenter. Men før natholdet slutter, må Rachel vælge mellem hævn – og barmhjertighed.
”Barn nr. 8” er baseret på Kim van Alkemades morfars egen historie og barndom og er en fortælling om evnen til bevidst at tilføje andre mennesker skade – og til at elske.
OM FORFATTEREN:
Kim van Alkemade har en ph.d. i engelsk og underviser som professor i kreativ skrivning på universitet i Pennsylvania, USA, hvor hun bor. Kims far immigrerede fra Holland, og hendes mor er efterkommer af de østeuropæiske jødiske immigranter. Ideen til ”Barn nr. 8” opstod, da hun ville vide mere om, hvad der skete på Hebrew Orphan Asylum, hvor hendes morfar og hans brødre voksede op. Hun brugte otte år på at researche og skrive romanen, hvori mange af personerne og hændelserne er inspireret af virkeligheden. Læs mere om forfatteren på www.kimvanalkemade.com
OM BOGEN:
Udgivelsesdato: 24. maj 2016
Vejl. pris: 249,95 kr.
Original titel: Orphan #8
Sider: ca 416
Oversætter: Charlotte Kirketerp