Alice Krogh Scott 50 år
Alice Krogh Scott fylder 50 år
Det stod ikke skrevet i stjernerne over Korsør, at Alice Krogh Scott skulle blive chef for den danske afdeling af et af verdens største forlag, HarperCollins. Alice trådte således sine barnesko i havnebyen, der ikke just er berømt for bøger, men snarere berygtet for friske færgefyre, barske brobisser og boksebamser.
Alice valgte imidlertid ikke at gå sø-, men handelsvejen - som boghandler. Hun startede som skolepige i Hornbæk Boghandel. Siden fulgte læretiden i Jens Møllers Boghandel i Helsingør, Helweg Bøger i Slagelse og endelig Schultz Informations Erhvervsboghandel. Her rykkede hun over i kundeservice på forlagsdelen, og dermed indledtes Alices forlagseventyr.
I 1996 blev hun således af Lars Ringhof hentet til det velrenommerede Lindhardt og Ringhof Forlag. Det blev starten på knap 20 år, hvor Alice i forskellige funktioner spillede en central rolle i forlagets salgsorganisation og aldrig glemte sin boghandlerbaggrund. Undervejs nåede hun at blive salgschef på både L&R og koncernens børnebogsforlag, Carlsen.
Som kørende sælger var og er hun en meget populær gæst hos landet boghandlere, der altid ser frem til Alices besøg, og på forlaget var hun en yderst vellidt kollega og også afholdt blandet forlagets forfattere: belæst, behagelig og altid med en morsom replik på læben – eller en practical joke i ærmet. Hvem andre ville lade sig fotografere med en udhulet vandmelon som hovedbeklædning for at leve op til en berømt amerikansk forfatters dare-udfordring?! Og hvem andre ville Viggo Mortensen turde overlade sine bilnøgler, som han gjorde, da han i forbindelse med en dansk bogudgivelse tog på promotion-tur med Alice?
Lige før hun kunne fejre sit 20-års jubilæum på L&R, skete der imidlertid noget uventet i branchen. HarperCollins besluttede som det første amerikanske forlag at etablere en dansk afdeling og satte Alice i spidsen. Det var et godt valg. Under Alices ledelse har forlaget på blot to år etableret sig så solidt på det danske bogmarked, at man nu tør kaste sig ud i næste ekspansionsfase: udgivelsen af danske bøger og forfattere. Med Alices sikre kommercielle tæft og veludviklede sans for mennesker er der al mulig grund til at tro, at hun også vil lykkes med den satsning.
Privat er Alice gift med sin Michael, og sammen har de to døtre. Med døtrene dyrker hun deres fælles passion for heste. Selv om man er en travl arbejds- og læsehest, kan der stadig godt blive tid til de rigtige firbenede venner!
Fødselsdagen markeres med en reception den 23. august. Den foregår naturligvis i maritime omgivelser: på Cafe Nyhavn C, Nyhavn 33, 1051 København mellem klokken 15 og 18.